Forfatter i officiel kapacitet

Jeg er af min forlægger blevet inviteret til Bogfestival i Ridehuset i Århus den 13.-15. marts. Jeg var først betænkelig, fordi det er langt at rejse bare for at gå rundt og kigge på bøger, og jeg har lige været til Bogmesse i København i efteråret. Men nejnej, det her er i “officiel kapacitet”, forsikrer han mig om, hvilket bare viser, hvor meget jeg tænker på mig selv som autentisk forfatter.
Arrangementet er stadig ved at blive planlagt, men idéen er, at jeg på den ene eller anden måde skal tale om mit forfatterskab. Allerede der hopper kæden af for mig, der straks tænker, “Huh! Har jeg sådan ét?”, men det må jeg vist hellere forsikre mig om, at jeg har. Der står to bebrejdende bøger på min hylde foran mig nu og insisterer på, at det er rigtigt nok, og hvorfor tror jeg ikke mere på deres succes og hvornår skal jeg i øvrigt støve dem af og vise dem stolt frem igen?
Det er blevet sagt, at forfattere lever gennem deres bøger. Jeg gør det sandsynligvis en tand mere bogstaveligt ved at holde samtaler med dem og referere til det på min hjemmeside. Men hey, det er MIN hjemmeside, og hvis jeg vil få folk til at betvivle min mentale sundhed, er jeg i min gode ret.

Jeg bør nok tænke nærmere over, hvad jeg vil sige i Ridehuset…

25. januar 2009 12:12

Anne Iversen

kommentarer lukket for denne artikel

---