Nøglen til Månens Gådefulde Smil

Nøglen til Månens Gådefulde Smil

Et

‘Nøgleordet var håb
Håb om et nyt liv
Efter den lange rejse
For elendigheden derhjemme
Var større end nogen kunne magte’
- ‘Den Lange Rejse’

Ordene sugedes op af Zilvas øjne og svævede rundt i hendes sind. Hun bøjede ubevidst nakken, mens hun sad på sengekanten og læste i de gamle ruller, som om det ville hjælpe hende til at skjule det, hvis de kom ind og opdagede det. Men hun måtte vide, hvordan det endte de rejsende i eventyret – hun var faldet i søvn i går aftes, inden hun kunne nå at opdage det. Og da hun vågnede i morges med valget mellem høst udenfor og historien indenfor, kunne hun ikke huske, hvorfor det første var af så stor vigtighed.
Nogen gjaldede hendes navn, mens luften smældede af usagte trusler, og selvom afsenderen stadig ikke var oppe af trappen til hendes værelse, lød det som et brøl i Zilvas ører, der sendte dønninger af panik gennem hendes krop, helt ud til hendes hænder, som febrilsk stoppede rullen ind under tæppet, men så puttede den ned i lommen, da det alt for tydeligt viste sig på sengen.
Hun bed sig i læben, da Dryg kom ind, og hun vidste, hun så skyldig ud – hun skulle have været nede for længst og meldt sig klar til arbejde.
“Jeg kommer nu”, skyndte hun sig at sige og løb hen til sit tøj, der lå over kisten i hjørnet.
Dryg så utilfreds og utålmodig ud, men han kunne alligevel ikke sige noget, når hun fløj sådan rundt og skyndte sig. Ingen tid til morgenmad i dag. Og hun var stadig ikke færdig med slutningen. Zilva sukkede uhørligt.
Arbejdet med at høste fisk var drøjt og tidskrævende, og man skulle passe på, at kragerne ikke nåede at spise ens fangst. De store net skulle ligge usynligt på jorden, når flynderen fløj forbi og landede, og så skulle man slå til og vende nettet. Nogle gange var det endda nødvendigt at fange dem i luften, når de fløj lavt, men nægtede at lande. De skarpe tråde sved i Zilvas hænder, og sølvskællene glimtede til hende fra fiskens vinger.
“Jeg ser med mit øje en syvsover i sin køje”, lød en hånlig og tænderskærende, velkendt stemme bagfra.
Zelje var og havde altid været i hendes hoved: Plageånd.
“Pas dig selv”, sagde Zilva dæmpet mellem sammenbidte tænder.
Det var vigtigt ikke at skræmme fiskene bort med høje lyde.
“Nu ikke så nærtagende Zelvina Sjenord. Det er jo blot i min bedste interesse at sørge for, at alle yder deres bedste her på borgen”, svarede han med et tonefald som kun ordet slesk kunne beskrive.
“Den røde knop på din næse yder i hvert fald den største indsats af os alle”, gav hun giftigt igen og ønskede, at hun kunne slippe væk.
Hun fik et glimt af hans nu røde ansigt og fortrød et øjeblik sine ord. Måske skulle hun undskylde til ham, der kom trods alt ikke noget ud af unødigt fjendskab, specielt ikke når man var tvunget til at bo på samme borg.
Hun nåede lige at vende sig om, da en støvle fangede hendes skinneben, og verden sejlede rundt, inden hun med et udbrud tungt landede på jorden og skrabede sin hånd på nettet.
Alle fiskene fløj deres vej i forskrækkelse.
“Zelvina! Dumme tøs”, gjaldede endnu én med en vred stemme i dag med hendes navn på læberne.
Zilva bed sig i læben og kiggede vredt op på Zelje, hvis ansigt røbede, at han var særdeles tilfreds med tingenes drejning. Hendes fars stemme kunne lyde yderst frygtindgydende, og hans vrede var det ikke mindre.
Ord kunne være blide og svæve rundt i taknemmelige sind, og de kunne være hårde og skarpe og hagle ned over ens ansigt som små knytnæveslag, som ingen så, og alle, alle, hørte. Zilva sad stadig på jorden og fik den ide, at ordene ville føles mindre hårde, hvis hun stod op, måske ramte ord også som fisk jorden og blev tungere og tungere i faldet.
Den utaknemmelige rulle røg ud af hendes lomme, hvor den havde ligget så godt, og lå nu til skue for alle, igen alle, og ordene blev ikke mindre hårde. Tværtimod.
Zilva havde betragtet sin fars ansigt, og midt i bombardementet kom hun til at se, at hun slet ikke lignede ham bortset fra på næsen og på hudfarven. De var begge to let gyldne med fremstående næser, men ellers kunne hun ikke se det. Hun var for længst vokset sin far over hovedet, han var kraftig, hvor hun var tynd, hans grå hår havde engang været sort og glat, hvor hendes var gyldenbrunt og alt andet end glat uden at krølle helt, hans øjne isnende blå, hvor hendes var grønne og blide.
Det havde hendes barnepige i hvert fald engang sagt, men hun var død nu. Måske slægtede Zilva mest sin mor på. Hun var rejst væk for længe siden og var død ligesom barnepigen.
“Er det takken for, at jeg lærte dig at læse og skrive?”, spurgte Mang Sjenord harmdirrende, mens han konfiskerede rullen og knugede den i sine hænder.
Hvis rullen havde trukket vejret, var den blevet kvalt nu.
“Nej, Far”, sagde hun stille med bøjet hoved, for det var det eneste gyldige svar.
“Du spilder tid og ressourcer, har du ingen ide om hvor kostbare de er?!”, tordnede han.
“Jo, Far.”
“Du kan ikke tillade dig at være så klodset herude. Det kunne koste dig livet!”
Man skulle altid være i nærheden af en borg, hvis dét skete. Altid. Zilva vidste det, ligesom alle børn vidste det og instinktivt spidsede ører ved den mindste summen.
“Du er mere priviligeret end nogen anden her, forstår du det?”
Hendes kinder brændte af ordenes små slag. Kunne man se, de var røde af det?
“Ja, Far.”
“Fra nu af bruger du kun din lærdom til regnskaberne. Det var derfor jeg lærte dig det. Forstået?”
Han vendte sig om uden at vente på svar, så hendes hviskende “ja, Far” blev kun hørt af Zelje, der vrængede Zilvas stemme tilbage til hende, mens han grinede lydløst af hende og dansede lidt omkring på stedet.
Hun sydede for meget til at kunne komme med et eneste ord til genmæle, og Plageånd nød det i fulde drag.
“Fiskene er væk for nu, alle mand ind til frokost!”, råbte Mang, og nettene blev samlet sammen og lagt ind, inden folk gik ind for at spise på hans ordre.

De lyserøde, kogte kartofler kom til at bøde for Zilvas vrede mellem hendes knusende kæber. Et mat øje på den uheldige, halshuggede flynder på hendes tallerken kiggede sørgmodigt op på hende og fandt sig i det hårde blik, hun sendte den. Intet måtte gå til spilde her, selv ikke hovedet, selvom det var den mindst velsmagende del. Sådan gik det, når man kom sidst ind i madkøen, og det gjorde man, når man havde sørget for, at høsten stoppede tidligt.
Overfor hende på langbordet sad Iving Murer, Jonu Tækker og Yzla Mekaanker og spiste, mens Jonu mellem mundfuldene var ved at fortælle om en ny netkastningsteknik, som de andre interesseret lyttede til. Zilva hørte kun med et halvt øre, mens hun i stedet gennemgik familienavnene på folk som for at give sine tanker noget at lave, for de blev stort set aldrig brugt. Murer, Plovmand, Reder, Jensen, Dranker, Vejmand. Høster! Det var Zelje, der pludselig dukkede op i navnerækken, og Zilva skyndte sig at kigge ned i sin mad igen for ikke at skulle møde hans blik. Så meget for den leg.
Der var ingen kære fader, og snart var det tid til at karte kaniner, Zilvas eftermiddagspligt. Hun var uheldig med den første, der bed hende i knæhasen, så hun måtte sætte sig ned i øjenhøjde og kigge dybt i de store, gule øjne.
“Hør her, kaninbæst, det kan godt være, mit knæ er i din bidehøjde, men nu skal din pels kartes, så vi kan hugge den senere, og så har du bare at stå pænt stille”, sagde hun langsomt og roligt til den uden at slippe dens blik, indtil dens lange ører lagde sig ned over ryggen, og den bøjede sig ned for at hvæsse sine skarpe fortænder på sine forklove – et sikkert tegn på, at den var rolig.
Zilva satte sig til rette på knæ og fortsatte med at karte. Det var faktisk lige meget, hvad man sagde til kaninerne, bare man sagde det på den bestemte måde, så de ikke bare faldt til ro, men næsten blev helt sløve.
Den gullige, lange pels var fuld af knuder, og det var hårdt arbejde at karte det i den stilling, specielt med ømme knæhaser, men det skulle gøres, for det var den eneste måde, de kunne få uld til tøj på. Den kanin, Zilva arbejdede på nu, var meget gammel, for kaninkød var næsten uspiseligt, og de fik lov til at blive fodret, så længe de producerede pels.
Da arbejdet endelig var overstået, og folk langsomt begyndte at gå indenfor til aftensmad, glædede hun sig til at komme ind på sit værelse og læse slutningen på eventyret, en glæde, der fik et hak, da hun huskede, at rullen var væk, og som blev revet itu, da Zilva pludselig så Mangs beslutsomme udtryk, da han stod foran hende.
Han forklarede hende, at tid, arbejdskraft og ressourcer var vigtige, og at han ikke kunne tillade nogen at spilde noget af det, ikke engang sit eget barn. Far og datter så hinanden i øjnene, mens Mangs mund bevægede sig, som lydene krævede det, og Zilvas en gang imellem brød ind med sit enstavede samtykke – de kendte begge forklaringen udenad, men vidste at den skulle gennemføres, så de lod hinanden spille rollen.
“Frisysler i aften er inddraget for dig. Zelje har meldt sig frivilligt til at reparere et ødelagt stykke net til morgen, og det skal du også. Men fordi du er der som straf, og han er der af beundringsværdige grunde, tager du ordrer fra ham.”
Zilvas hoved gik op med et ryk. Zelje? Zelje havde helt tilfældigvis meldt sig samme aften, som han vidste, Zilva ville få en straf? Og det var beundringsværdigt?
“Men, Far, han er der…”, begyndte hun at forklare ham, men hun blev afbrudt af en sigende håndbevægelse fra Mang.
Hun tav, men kiggede stadig trodsigt ind i hans øjne, der stirrede ufortrødent strengt tilbage, og til sidst gav hun op, kiggede ned og skyndte sig hen for at få det overstået så hurtigt som muligt. Zilva så ikke det blik, faderen sendte efter hende, og hun ville ikke have kunnet lide det.

Anne Iversen

Kommentarer