Nøglen til Verdens Navle

Her er de første par sider af min første bog. Jeg tager intet økonomisk ansvar, hvis læsningen får dig til at styrte ned og købe hele bogen.

Se hele bogens omslag

Nøglen til Verdens Navle

Et

‘Og den unge jorddyrker tog mod til sig og gik op på herskerens slot.
Se der fik han øje på den yndige Taivena.’
-uddrag af pursisk dukkefortælling

Hun havde lært at stå stille som en tikri i skyggen. En rigtig tikri der gik på jagt og nedlagde snuffer, ikke sådan én som dem Bombas havde i store bure.
Det var Klaias job at fodre dem og de andre dyr, når de ikke optrådte sammen med klovnene i cirtaet, og hun var netop på vej derhen med en stor spand i hver arm.
Men lige nu stod hun stille og lyttede til de to linevandrere, Tenna og Lipa, som øvede sig i at gå på to fastspændte snore en fodsbredde fra hinanden, nu kun et stykke over jorden, men forræderisk højt oppe, når de lige som dyrene optrådte i cirtaet. Deres talestrøm fulgte melodisk deres yndefulde bevægelser og virkede hypnotisk på Klaia, der fandt det lettere at stå tikristille med store ører.
”Jeg har hørt, de angreb en landsby i bjergene”, sagde Lipa.
”Nu igen. Var det Frygterne?”, sagde Tenna, der gik en anelse mere langsomt på linen.
”Hvem ellers? Ikke engang landevejsrøverne tør noget nu om stunder.”
”Det er da altid noget”.
Lipa lavede små tsk-lyde, mens hun langsomt, og naturligvis yndefuldt, vendte retning midt på snoren.
”Jeg ville nu foretrække røverne frem for Frygterne – det er jo rene monstre. Min fætter Halved så engang en af dem. Den var næsten tre mand høj og havde onde, rødglødende øjne.”
Tenna havde store øjne og stod stille på linen.
”Hvordan slap han fra den?”
”Han løb sin vej”, sagde Lipa, men lød mindre sikker på sig selv end før.
Klaia var som ét med tikrien i skyggen, hun kunne stå her hele dagen og lytte. I hendes hoved voksede der kæmpestore ører frem på dyret, der ikke længere gik på jagt, men bare lyttede, og hun tillod sig et lille smil ved tanken. Men det bragte hende brat ud af skyggen, for pludselig kiggede Tenna og Lipa direkte på hende.
”Hvad står du der og glaner for, skal du ikke fodre dyrene?”
Klaia sænkede hovedet og skyndte sig i retning mod burene. Men hun var ikke langt nok væk til at undgå at høre Lipa.
”Den pige er ikke helt rigtig i hovedet. Det er, som om hun har glemt, hendes forældre blev dræbt af Frygterne.”
Ordene bragte varme tårer op i hendes øjne, men hun vendte sig ikke om eller standsede op. Som om hun kunne glemme sine forældre!
Ligegyldigt hvor længe hun arbejdede for Bombas, ville hun altid huske dem. Men de var væk, og nu var både hun og Temal i cirtaet.
Før deres forældre tog af sted på en rejse, der kun skulle have varet fire dage, havde hun lovet at passe på sin lillebror. Det løfte kom hun nu til at holde meget længere.
Dyrene ventede hende utålmodigt ved burene, og hun kom til at smile lidt igen over den måde, de to tikrier hilste hende lige som de meget mindre snuffer i buret ved siden af – ved at sætte forpoterne op på tremmerne. Mange fandt denne gestus skræmmende, men Klaia vidste, de gjorde det, fordi de var glade for at se hende, og ikke kun fordi hun havde mad.
Hun gik helt ind i hvert bur med maden i stedet for bare at bruge lemmen. Hun fortalte tikrierne, hvor flotte deres sorte og orange striber var og kløede dem bag øret, mens de knurrede veltilfredse, så man kunne se deres spidse tænder. De stødte panderne mod hendes mave for sjov, da hun gik ud, for så højt gik de hende op, og der var hun ved sig selv glad for, deres små stødtænder var savet af, så der nu kun var en stump ende ved kinderne.
Hun hentede skyndsomt næste slags foder til snufferne, som løb rundt i cirkler og bjæffede. Den største af dem gik hende til lidt under knæet, og de var alle mørke i pelsen med enkelte lysebrune pletter hist og her. Deres spidse ører, fine næse og brede kæbe gav dem netop det komiske udseende, som kunne bruges i cirtaet.
Normalt brugte man dem mest til at jage krikaer – små, bevingede dyr lidt større end en knytnæve, som man slog ihjel, når man så dem, fordi de ødelagde høsten. Selvom snufferne var mindre, havde de skarpe kløer og spidse tænder som tikrierne, så man skulle passe lidt på.
Mens hun knælede ned og kløede en veltilfreds snuf, der havde tungen hængende ud af munden, fik hun en busket hale fra en anden snuf viftet op i ansigtet og måtte nyse. Tikrierne overfor kiggede med både værdighed og foragt på de små, legesyge pelsbundter, som om de ville sige, ”hun havde det bedre hos os”.
Det var et frygteligt kakofoni, da hun forlod buret, stoppet med et eneste brøl fra den ene tikri. Derefter turde kun den mindste snuf at bjæffe forsigtigt en enkelt gang.
Hespaerne var mindre larmende og legesyge, men de skulle børstes alle tre, så de så fine ud, når de blev redet ind i manegen.
Klaia måtte strække sig lidt for at nå, for de havde lange, slanke ben, og hun måtte også passe på, deres hove ikke trådte hende over tæerne, mens hun børstede deres kæmpestore, sorte manker, et job der ikke blev nemmere af, at deres bløde muler prøvede at finde godbidder i hendes lommer.
Hun var ved at være træt og sulten selv, men til sidst skulle fontussen passes. Det var et stort, godmodigt dyr med tætsiddende, kort, sort pels og en lang snabel, der ligesom hespaerne nysgerrigt undersøgte hendes lommer og også rodede i hendes hår, der som regel havde samme farve som beskidt halm.
Balancerende på en skammel børstede hun forsigtigt dens store ører, mens den spiste et stykke rodknold ad gangen med sin snabel, næsten som om den var en fin, velopdragen dame, hvad den på sin vis også var.
Før Klaia kunne spise selv, var der et dyr til, der skulle fodres, men det skulle ikke serveres i en spand, så hun gik først ud i køkkenet og fik stukket en bakke i hånden af kokken Mani, der havde travlt i dag og derfor knap så på hende.
Hun holdt bakken i begge hænder og prøvede ikke at vælte flasken, der stod ved siden af tallerkenen. Hun gik op mod den største af husvognene.
Oprindeligt havde Bombas hele tiden rejst rundt med sit cirta fra by til by, men det var efterhånden mange måneder siden, de havde forladt Visostad, der nok var en stor by, men ikke stor nok til at kunne blive der fast.
I mellemtiden boede Bombas og de andre stadig i vognene, hvis tilgroede hjul afslørede deres lange hvil. Klaia og Temal sov selv i en gammel vogn, der havde hul nederst i døren, og som også fungerede som opbevaringssted for gamle rekvisitter, men som i det mindste var deres egen.
Klaia måtte holde bakken med en hånd og banke på med den anden. Flasken var faretruende tæt på at falde, da Bombas åbnede døren og som det første greb flasken. Klaia åndede stille lettet op, for Bombas var blevet vred, hvis hun havde tabt hans viski.

Anne Iversen

Kommentarer