McDams Mysterium eller En Usandfærdig Historie

McDams Mysterium eller En Usandfærdig Historie

Kapitel 1

Det regnede udenfor. Sislede ned.
Små modige marathonsregndråber løb ned over ruden, mistede masse og formerede sig, så de kunne løbe igen. McDam gøs ved tanken. Han hadede regn.
Flonk, sagde det, da et saltomortaleglad visitkort landede i kaffekruset, der efter farven at dømme engang havde indeholdt en mørk, flydende masse, som kunne have været kaffe. Men det var længe siden. McDam tog endnu et kort ud fra bunken i hånden og lagde an til at spille smut med det. Foreløbig førte kortene 33-12, og de dannede en voksende sejrskoloni udenom kruset.
Han manglede mælk. Men endnu et blik gennem ruden kombineret med tanken om at skulle føre sit legeme ud på den anden side fik det til at gyse i ham igen. Han tog en håndfuld müsli fra pakken på bordet og overvejede hvordan de ville smage med vand i stedet for mælk.
Müsli med vand. Vand i regn. Nej, tænkte han og opgav tanken.
McDam ærgrede sig for tusinde gang over, hvorfor han var faldet for tilbudet om at få trykt tusind visitkort. Det var et helt lille imaginært jubilæum. Indtil nu havde han fået delt seksten ud. Det var en start. Men måske uden midte eller slutning, desværre.
Han ryddede et stykke af sit skrivebord og begyndte at bygge et korthus af visitkortene. Da det var tre etager højt, overvejede han, om han skulle lade papirklipsene få lov at bo i det. De havde manglet et hjem, siden han havde ladet visitkortene bo i deres kasse.
Han skød forsigtigt stolen ud fra bordet for ikke at lave jordskælv og tog i stedet sværdet, der stod lænet op af væggen, og begyndte at pudse det med en gammel klud. Hvis et sværd blev rustent kunne det skyde stød ved siden af i stedet for på den, man sigtede på, og det var bestemt ikke rart. Våbnet var det mest velplejede i McDams kontor, hvilket ved den sammenligning ikke sagde så meget. Men det var rent faktisk overordentligt godt velholdt. Til gengæld var hans tilladelse til at bære det, som man altid skulle have på sig, når man gik med sværd på gaden, forsvundet samme sted hen, som der hvor ubetalte regninger flyver hen, når de dør. Hvilket kunne forklare, hvorfor de havde lukket for dampen efter flere rykkere. Han havde virkelig brug for snart at få et job. Måske skulle han overveje selv at opsøge arbejdet.
McDam kiggede endnu en gang ud på Ny Amsterdams våde gader. En luftballon svævede forbi med en reklame påtrykt for tørre bleer til våde spædbørn.
Det var svært at opsøge arbejde som privatefterforsker, funderede han. Eller måske var han bare ved at blive gammeldags. Selv navnet var ved at blive overtaget af det nye det-dæk-tiv. En dag ville han måske blive nødt til at lave navnet på døren om. Men det kostede altsammen floriner, som pure nægtede at vokse i vild vegetation.
Folk fik dårlige ideer om hans evner som efterforsker, når han selv ledte efter arbejde. Så ræsonnerede de, at han nok heller ikke kunne finde deres forsvundne himstredutter og dibbegimster, og så afslog de at hyre ham. Og så passede det, så var han ikke dygtig, når han ikke engang kunne få arbejde, og så kunne han ikke finde deres ting. Tankerækken, der var dukket op før, gav ham altid hovedpine. Folk sagde altid, “Ahh, hønen og ægget” og nikkede meget sigende med opspilede, grænsende til maniske, øjne uden at forklare, hvorfor fjerkræ hjalp på sådan en hovedpine.
Lyden af skridt på trappen fik ham af veltrænet refleks til at gemme sig under bordet.
“Du er ynkelig, gamle ven”, mumlede han ind i sine sammenkrympne knæ, men han satte sig alligevel ikke op på stolen igen.
Det ville være Mrs. Blumenmeier, ligesom det havde været de sidste tre gange. Hvis hun fik fat i ham, ville hun med sædvanlig tyk accent venligt, men med jernhård hånd – meget hårdere end sådan en skrøbeligt udseende, gammel dame kunne tillade sig at være i besiddelse af – bede om den husleje, McDam udmærket godt vidste, han var bagud med. Derfor gemte McDam sig under bordet, og derfor brasede Mrs. Blumenmeier altid ind uanmeldt i håbet om at fange ham. McDam var forbløffet over, at hun stadig ikke havde fundet på at kigge under bordet. Af skjulesteder at være var det ikke den mest brogede ko i flokken.
Da han hørte et stille og høfligt tap-tap-tap på døren, blev McDam overrasket. Men det var den fremmede, melodiske kvindestemme, der gjorde, at han bankede hovedet op i bordet og prompte var ansvarlig for at gøre en hel familie af stakkels papirklips hjemløse igen.
Han skyndte sig at samle et tabt visitkort op og prøvede sit bedste for at lade luften omkring sig bekendtgøre alt-er-lige-som-det-skal-være-vibrationer, men han var bange for, at uanset hvor meget han tilskyndede sit kropssprog nonchalantlighed, så lignede han stadig en lille dreng med et alvorligt tilfælde af småkagedåsebrændte fingre. Han børstede jakken for at hjælpe på sagen, mens han spekulerede på, om han havde en ordbog liggende et sted, som indeholdt ordet nonchalantlighed.
Alle tidligere tanker fordampede dog brat ved synet af kvinden i døråbningen. Hendes korte, sorte og røde kjole med moderigtigt korsetbodice og strutskørt tog et øjeblik pusten fra ham, og hans egen trendcoat virkede pludselig ikke så trendy længere. Brunt hår med dyre, blonde striber sad i fejlfri frisure holdt på plads af en sigøjnerhat i miniature med kort slør. Den dybrøde læbestift sad perfekt, og øjnene var mørke og gennemborende som en panter om natten. McDam sank noget og spekulerede på, hvor det pludselig anfald af poetisk beskrivelse kom fra, og han mistænkte, at det kunne have noget at gøre med iltmangel til hjernen, idet han muligvis havde glemt at trække vejret, siden kvinden kom ind.
“Hvad kan jeg gøre for dig?”, spurgte han.
Hvis han havde været en fjortenårig skoledreng var hans stemme knækket over. Tre gange. Det var lige alt det, at den ikke gjorde det nu.
Kvinden så sig langsomt rundt og tænkte i al sandsynlighed, om McDam mon overhovedet kunne gøre noget for sig selv.
“Jeg er enke”, sagde hun med en stemme som røg i en eksotisk jazzbar.
“Kondolerer”, svarede McDam efter at have sunket noget igen og sagt til sin hjerne, at nu var han fattet på trods af de uindbudte billeder af natklubber, der sneg sig ind ad bagdøren og florerede for øjnene af ham.
Kvinden smilede et perfekt smil med et enkelt perfekt ha som tilhørende latter. Hendes flangelsk bar en smule aristokratisk islæt.
“Jeg vidste ikke, der stadig levede folk, der brugte det udtryk”, sagde hun med morskab om øjnene.
“Nej”, nikkede McDam med sit indøvet neutrale flangelsk, som kun faldt tilbage til at have et let præg af skandisk, når han var vred. Eller fuld. Hvis han var vred og fuld slog tungen som regel knuder på sig selv i bar protest.
“Eller jo, mener jeg!”, udbrød McDam, da det gik op for ham, at han havde modsagt kvinden, som ikke lod sig mærke med det, men tog en lang handske af den ene hånd og gik et skridt nærmere.
“Jeg skal have fat i privatefterforskeren McDam. Det er vel dig?”
“Det er mig.”
“Udmærket”, sagde hun og satte sig ned på stolen foran bordet.
“McDam. Er det skotsk?”, spurgte hun så og tog den anden handske af.
“Ja”, svarede han og løj øjeblikkeligt hovedet af.
Det var endnu en ting, som McDam fortrød. Engang da han var i et særligt humør, som ved nærmere eftertanke bestemt måtte have været sindssyge, havde han besøgt en appellolog – en ekspert i navne, som kunne fortælle ham, hvad det ideelle navn ville være, for at alle hans lykkestjerner bedst kunne finde ham. Egentlig havde der vel ikke været noget i vejen med ‘Mark Damgaard, privatefterforsker’. Han kunne ikke engang huske, om han havde været træt af det. Men navnet McDam hang ved som den sidste ti-øre i pungen, kattehår, tyggegummi under skoen, regnfulde torsdage og andre genstande i limfamilien. Og det var da heller ikke et dårligt navn. Men det skotske spørgsmål blev ved med at dukke op, og McDams billede af Skotland involverede nogle vage idéer om ternede lampeskærme, som han vidste, han burde undersøge nærmere, men han følte sig altid sært snydt, når han betalte sig selv for at undersøge ting. Noget med cirkulær valutaudveksling som gik ham på.
“Min tante bor i Skotland. Jeg har selv tilbragt mange somre der. Hvor er du fra?”, spurgte kvinden i et tonefald, som sikkert normalt ville blive anset for høfligt.
McDam følte allerede, hans ankler var dækket af klæbrigt konversationskviksand, og der var intet høfligt ved at mase folk ned til livet i den slags stads. Han kiggede desperat rundt, mens han lige så desperat forsøgte at skjule sin desperation.
“Loch Nestlé”, sagde han efter et kort blik på den tomme pulverkaffekrukke i vindueskarmen og indså for sent sin fejltagelse. Han skyndte sig at rydde op foran sig og gemte müslipakken under bordet. Det førte dog desværre til afsløringen af en müsliskål af aldersmæssig bedstefarkaliber, og med pakken gemt væk, blev associationerne til müsli mindre og mindre.
“Er det müsli?”, spurgte kvinden skeptisk, lige inden sammenkædningen mellem morgenmadsproduktet og skålen sprang som en mørnet elastik.
“Nej, det er penicillin. Jeg er ved at gøre et lille eksperiment”, svarede McDam med et pokeransigt, der ville have gjort ham stolt, havde han ikke løjet sit hoved af allerede og var derfor ikke i stand til at nyde det.
“Åh, hvor perfekt. Min mand var videnskabsmand. Wallace Newchild, du har måske hørt om ham?”, spurgte hun med lettelse i stemmen uden at vente på svar.
McDam var ved at sparke sig selv, men kviksandet gik ham til halsen nu, og det må have gået ud over hans basale motorik, for han ramte müslipakken i stedet for. Det var ganske usædvanligt heldigt, både at pakken ikke væltede, og at kvinden intet opdagede, men fortsatte med at tale.
“Min mand blev kørt over for nylig, forstår du. Frygtelig tragedie”, sagde hun, og McDam rakte hende en ren serviet, som hun duppede øjnene med.
Han begyndte at slappe af, da han fandt ud af, at han ikke havde mistet alle evner til at gøre den mindste ting rigtigt.
“Og du mistænker mord?”, spurgte han i sin mest professionelle tone, som til hans ære faktisk skal siges at være meget professionel.
“Du altforbarmende, nej”, sagde hun med forførende sløret stemme og spærrede øjnene op, hvilket fik hende til at se så hjælpeløs og yndig ud, at McDam måtte synke noget igen – to gange.
“Nej, sagen drejer sig om, at en meget værdifuld opfindelse blev stjålet fra hans laboratorium kort efter hans bortgang. Jeg vil gerne have dig til at finde den.”
“Javel, ja. Det kan vi sagtens finde ud af.”
McDam åndede lettet op. Forsvundne genstande var langt mere hans ekspertise end mordsager, og han faldt tilbage til sin sædvanlige forrestningsmetode og slyngede et skyhøjt tal ud for at se kundens reaktion og derefter at kunne nå at lave prisen om til en anden valuta (dollar hvis de blegnede, dinarer hvis de besvimede).
Kvinden accepterede.
McDam blinkede.
Han blinkede igen.

Anne Iversen

Kommentarer