De Levede Lykkeligt

De Levede Lykkeligt

Et

Ellen

Far misforstod mig altid. Engang kom jeg grædende hen til ham, fordi min yndlingsdukke var gået i stykker, og han fortalte mig, hvilken yndig kjole jeg havde på.
Det nyttede ikke at prøve at få noget fornuftigt ud af ham, for hans hoved var som altid i skyerne. Det tog mig ikke lang tid at lære, men det var alligevel altid lige skuffende, når jeg glemte det.
Åh, lille fjols.
Men det var vel ikke så mærkeligt. Far var købmand og tænkte altid på sin næste handel. Det var vel derfor hans hoved var deroppe. I skyerne altså. Men jeg ville bare ønske, han nogle gange ville komme ned til mig, som dumt var plantet med begge ben på jorden. Men det mindede ham vel om Barbara.
Barbara var min mor, og jeg kendte hende fra det lille billede, der var af hende i fars gamle arbejdsværelse, for hun døde, da jeg var helt lille, og jeg kunne slet ikke huske hende. Hun var vældig smuk, slet ikke som mig, så det kunne ikke være det, far blev mindet om, når han så mig. Jeg var ranglet og havde altid blå mærker på benene, for jeg faldt tit og slog mig. Ikke at far lagde mærke til det, men det var måske også for det bedste. Han kunne jo have fået sjove ideer med at genopdrage mig på en pigeskole og trække det klodsede ud af mig, men det skete heldigvis ikke.
Engang, da det bare var os to, sad jeg på hans skød inde i hans arbejdsværelse, mens vi lyttede til en spilledåse, som han hjalp mine små hænder med at holde. Han skiftede pandekageskiven i den, så den spillede noget nyt, og mine øjne må have strålet, for han smilede af mig. Jeg nød at have ham nede på jorden sammen med mig og håbede, at der ville komme flere stunder, hvor vi kunne lytte til spilledåsen. Jeg var så slem som ham dér, for jeg havde allerede tankerne samlet om næste gang.
“Den kan nok indbringe mig en pæn pris på næste rejse”, sagde han, og jeg kiggede næsten uforstående på ham. Hvorfor ville han da skille sig af med så dejlig en ting?
Han misforstod mit ansigtsudtryk og lo.
“Ja, jeg glæder mig også til at komme ud og handle igen, vær ikke så utålmodig.”

Far havde giftet sig flere gange siden min mor døde, for at blive rigere, tror jeg, men han kom altid fattigere ud af det. Stakkels far. Jeg troede han var ovre det pjat og havde i mit stille barnesind, som jeg troede voksent i disse henseender, konkluderet, at ingen kvinde gad giftes med ham, når han rejste så meget.
Men åh, hvor tog jeg fejl. Jeg var sikker på, at fars hoved måtte have været særligt langt oppe i skyerne, da han besluttede at gifte sig med Gabriella. Der var noget ved hendes nærvær, som jeg fandt skræmmende, og jeg gemte mig halvt bag en åben dør, da jeg så hende første gang. Havde det blot hjulpet mig senere, havde jeg gjort det hver gang, hun kom forbi, men hun lod til at se alt, som om hun havde et par ekstra, stikkende, sorte øjne i nakken.
Med Gabriella kom Nanette og Henrietta. (“Dine to nye søstre, Ella”, kvidrede hun. “Det er Ellen”, mumlede jeg, men hun hørte mig ikke.)
Jeg vidste ikke, hvordan det var at have søstre, men hvis det gik sådan for sig, ville jeg ikke have haft noget imod at pakke dem ind i brune kasser, sømme dem til og sende dem tilbage, ligesom jeg havde set far gøre med nogle af sine varer. ‘Levende last’, ville jeg skrive med fine røde bogstaver på siden, mens de hylede nyttesløst derinde.
Men det var naturligvis kun en syndig strøtanke.
Jeg var sikker på, far ville opdage, at der var noget galt i huset, da Nanette – et år ældre end mig, det lod hun mig aldrig glemme – klippede halvdelen af mit hår af, mens jeg sov. Men da jeg gik ind til far, ulykkelig og indigneret som kun et barn kan mønstre at være på samme tid, gav han mig blot en halskæde, som han havde byttet for spilledåsen.
“Så bekymrer vi os ikke mere om de dansetimer, vel?”, sagde han.
Og det gjorde jeg så ikke.
Jeg besluttede at holde mit hår kort derefter, og så til min fryd, at Nanette og Henrietta irriteredes grænseløst over, at jeg så ud til at kunne lide det.
Det fik mig til at smile, og jeg skammede mig kun lidt over det.

Far blev hjemme en tid, efter han havde giftet sig, og jeg kan ikke engang huske, om jeg nåede at håbe på, at det ville vare ved.
Det varede ikke ved.
Han fyldte brænde i kareten og tog ud at rejse igen, og jeg mærkede det skræmmende ved Gabriella blive til kold luft omkring hende, mens hun kiggede ned på mig med sine stikkende øjne.
“Hvad har du der?”, spurgte jeg engang Nanette og prøvede at holde den misundelige klang ude af stemmen – ikke fordi det var forkert, men fordi jeg ikke ville lade hende vide, den var der – mens hun en dag stod ude i forhallen og spiste af en stor is.
“Ikke noget du må få, for den er nemlig min”, svarede hun, og det kunne jeg ikke sige meget til.
“Men nu kan jeg ikke spise mere”, sagde hun så og smed den ned på gulvet i et sprøjt af flødeskum, så jeg i hvert fald ikke skulle få den.
Jeg stod bare og kiggede dumt på den spildte is, som jeg ikke længere havde lyst til, da Nanette pludselig gjorde noget, jeg senere ville forvente med urværkspræcision af hende.
“Mor! Ellen har tabt en is herude, og nu prøver hun at skyde skylden på mig!”
Jeg opgav halvt henne i mine protester, for jeg kunne høre, hvor tamme de lød, mens jeg rød i hovedet kiggede på Gabriellas svansende skørter.
Da jeg kiggede op, havde mor og datter nøjagtig samme udtryk i øjnene, som jeg så for mig, mens jeg som straf vaskede hele gulvet i hallen.
Senere hørte jeg en puslen inde i fars lager og fandt Henrietta derinde, og hun var ved at tage krukker og kasser ned fra hylderne for at kigge i dem. At sætte dem tilbage på plads interesserede hende knap så meget, så det gjorde jeg, mens jeg skældte hende ud.
Et brag bag mig og lyden af svansende skørter fortalte mig alt, så jeg ikke behøvede vende mig om for at vide, at de to store krukker med frø var faldet på gulvet og blandet i en frygtelig kornkatastrofe.
Henrietta tog ved lære af Nanette, og jeg fik skylden. Min straf var møjsommeligt at sortere frøene fra hinanden igen i nye krukker.
Jeg kunne have banket mit hoved i væggen flere gange, da jeg opdagede, da far kom hjem, at han havde tænkt sig at blande frøene.

Anne Iversen

Kommentarer