Blodbånd

Her kan du læse de første par sider af min anden bog.

Se hele bogens omslag

Blodbånd

Første del

Den friske forårsluft havde givet Sefan appetit. Det var en af de første dage, man kunne være ude efter vinterens lange og kedsommelige greb, der havde holdt ham indendøre så længe.
Hans kinder blussede af kulde og begejstring, idet han gik indenfor efter en tur i haven og hen langs korridorerne til køkkenet. Liflige dufte mødte hans næsebor og sørgede for ekstra mundvand nedenunder.
Kokken var trind af at smage maden til, og hun stod og regerede køkkenet og de dampende gryder med en grydeske i hånden og blussende kinder, hendes dog af varme.
“Sefan, vær hilset”, sagde hun og fik nu smilehuller.
Sefan smilede tilbage.
“Deres højhed ledte måske efter lidt at spise?”, sagde hun mere formelt, men ikke mindre venligt, og han nikkede tilbage.
Han fortalte hende om sin dag i haven, mens hun nikkede, rørte i gryderne, holdt øje med de andre køkkentjenere og indimellem sagde, “ja drenge skal have masser af frisk luft.”
“Der er ikke noget mad klar nu…”, sagde hun lidt til sig selv og skævede til en enlig kage, der stod på et bord ved siden af.
Lige da kom hendes femårige datter, der altid blev kaldt Pif, slæbende med en tilsodet, enøjet legetøjskanin. Hun smilede stort til Sefan, der smilede tilbage, stod på tæer og rakte efter kagen på bordet. Men hendes mor var hurtigere og tog kagen og satte den foran Sefan.
Pif brød i et hyl, men blev tysset ned og taget op.
“Så så, nu ikke så grådig, du kan jo nok se, det er prinsens kage.”
“Nej min, MIN kage. Du gemte den til mig!”, græd hun hjerteskærende og med en enkelt sodstribe fra kaninen ned ad kinden.
Sefan sank noget og kiggede ned på kagen.
“Jeg er faktisk ikke så sulten…”, begyndte han, men han kunne ikke overdøve Pif, og han bed sig også i læben og stoppede sig selv, for hans far havde tit fortalt ham, at man ikke måtte trække i land overfor undersåtter. Det var at vise svaghed.
Men hans mave knugede sig alligevel sammen, og ikke af sult. Han fik kagen stukket i hånden med et åndsfraværende “Deres højhed”, inden kokken smældede ordrer ud og løb til en gryde, der var ved at koge over.
Sefan gik tilbage ad korridoren med kagen stadig liggende i hånden. Han havde ikke lyst til den mere. Faktisk var han slet ikke sulten.
Da han var ude i lyset igen, stoppede han op og lod et øjeblik soltrålerne ramme sine øjenlåg. Han sukkede og prøvede at glemme den grædende Pif og skulle til at føre hånden til munden og tage en bid af kagen, da hans hånd vendte den anden vej i et pludseligt pust af eget liv og lod kagen falde ned bag en busk. Han kiggede lidt på sin tomme hånd. Nu var det for sent.
Han stak hånden i lommen, mens han gik ud i haven igen og prøvede at ignorere sin krummede, fedtede håndflade.

Veldan børstede for tiende gang den dag sit hår væk fra ansigtet. Det var blevet langt i vinterens løb, men det havde ikke generet ham indtil nu, hvor det begyndte at klistre i panden.
Veldan trådte et skridt til siden, så han nu stod i skyggen under piletræet. Det var rart at være udenfor igen, men her omgivet af tjenere og hoffolk og køkkenpiger, der havde travlt med at lufte madrasser, mens de morede sig, kunne han alligevel ikke helt slappe af. Hver gang nogen lo, gav det et lille, umærkeligt sæt i ham.
Hans mor havde været vaskepige på borgen, og han var vokset op uden en far. Han var dog ikke ufølsom overfor de blikke, der blev sendt ham, og når han pludselig viste sig, forstummede sladderen aldrig hurtigt nok til, at han ikke havde hørt sammenligningen af ham og en ung Kong Mirn. Mange gange.
At kongen ydermere efter hans mors død havde taget ham til sig og ladet Veldan få nogen undervisning og træning sammen med de adelige børn havde ikke fået snakken til at forsvinde.
Han havde lyst til at komme lidt væk fra det nu.
Sefan, som Veldan på mange andre måder end deres delte blod betragtede som en bror, kom gående hen imod ham med hænderne i lommerne. Han var to år yngre end Veldan og knap et hoved lavere, men han rankede sig altid, når de stod sammen.
“Vil du med ud og øve bueskydning i skoven?”, spurgte Veldan.
Sefans ansigt lyste op, og beundring flød ud af de klare, blå øjne.
‘Skoven’ var den samling træer, der lå bag borgen og op ad den flade bjergskråning.
“Ja”, sagde han ivrigt med sin lyse stemme, og han spænede hen og hentede to buer, som de havde lavet sidste år med hjælp fra to af de gamle soldater.
Sefan var ligeglad med, hvor de var henne, for han nød altid Veldans selskab og ville helst altid være sammen med ham. Men Veldan slappede mest af, når de var alene, så han sørgede tit for at komme lidt væk med Sefan, der nok ikke opdagede dette, men alligevel kunne mærke en forskel i Veldans humør.
De tog deres buer over skuldrene – Sefan sørgede for at vende sin samme vej som Veldan – og Veldan tog koggeret med øvepile. En langhåret, broget hund løb forbi dem med resterne af en kage i munden.
“Har du set det, Sef? Selv hundene fejrer den første solskinsdag”, spøgte Veldan, men nu var det for en gangs skyld Sefan, der var stille og alvorlig.
Han vidste ikke, hvordan Veldan kunne tænkes at reagere på episoden med kagen, men han turde ikke risikere at få et bebrejdende blik, der gjorde mere ondt end nogen skældsord. For Veldan skældte aldrig ud og hævede næsten aldrig stemmen.
“Hvor skal I hen?”, lød en spinkel pigestemme, både håbefuld og angst.
De kiggede ned på et gråt og hvidt stribet tæppe med et bredt sortiment af siddende og liggende dukker, hvoraf de fleste så helt nye ud, og kun porcelænsdukken med den nussede, blå kjole i favnen på Tailena så brugt ud.
Dukkens øjne var store og mørke som hendes egne, der nu stirrede op på de to drenge, som tårnede sig op foran hende i silhuet mod solen.

Anne Iversen

Kommentarer