Taste taste taste...

Jeg kan sige det meget kort: Jeg får en idé. Jeg vender den i hovedet. Så skriver jeg bogen. Bør jeg nævne, forfattere aldrig gør det så kort? Lad mig smyge fortællerærmerne op og starte med at sige, at det faktisk er sådan, at det starter med en idé, lad os kalde det første stadie.

Første stadie:
For det meste får jeg hverken fred eller lov til at beholde basale koncentrationsevner, indtil jeg har skrevet idéen ned, så den kan holde op med at hjemsøge mig. Det sker gerne på en eksotisk ordinær lap, så jeg kan virke så meget desto mere distræt geni-agtig, når jeg breder dem ud på mit bord en gang imellem for at se, om nogen af dem gerne vil sættes på samme historie med en papirklips.
Jeg forestiller mig gerne, at de ligger og gærer, eller hvad processen for papirlapper nu hedder, men i hvert fald kan de godt ligge længe, inden jeg tager én frem og tryller den om til en bog.

Andet stadie:
Inden jeg går i gang laver jeg en fil med noter, kapitelinddeling, navne på mulige personer og steder og stikord med detaljer, jeg endnu ikke ved hvor bedst skal sættes ind. Det foregår efter princippet “så tager vi lidt af deeet, og lidt af deeet” med tilhørende håndplukbevægelser ud i luften, og jeg har uden tvivl et drømmende, ikke-på-jorden-lige-nu udtryk i ansigtet, når jeg arbejder sådan her. Men nej, ikke engang nu går jeg i gang med at skrive sætninger, der kan læses i den trykte bog!

Tredje stadie:
Tredje stadie går ud på at lave et detaljeret stikords-storyboard for ét kapitel af gangen, skrevet i samme rækkefølge, som de læses til sidst. Samme drømmende udtryk giver mig detaljerne til et kapitel, og lidt mentalt puslespilsarbejde sætter minibegivenhederne sammen i den rækkefølge, som min indre, kun for mig logiske ordenssans insisterer på.

Fjerde stadie:
På dette tidspunkt er jeg så langt nede i de selvpåduttede stadier, at det tit føles, som om jeg bare er en lille skrivetekniker, der har fået ordrer om handlingen, personerne, samtalerne mv. Jeg skifter naturligvis mellem tredje og fjerde stadie for hvert kapitel, men jo længere væk i tid jeg bevæger mig fra skrivestart, jo mærkeligere bliver følelsen. Det er uden tvivl med til at forstærke min trang til at skrive mine bøger meget hurtigt, som også skubbes vældigt på vej af, hvordan hele handlingen kører rundt i mit hoved med 3 milliarder neuroner i timen, indtil bogen er færdig. Herefter føler jeg altid behov til at hvile mig en del, indtil næste skrivetrang sætter ind. Det er skønt, når mine eksaminer kolliderer med et højspændingsområde i skriveriet.

Femte, uofficielle stadie: Min mor læser bogen, også kapitel for kapitel. Jeg mistænker, at hun har læst mine første bøger otte gange eller mere, men det er svært at verificere.

Min forlægger nævnte engang, at jeg havde en meget “maskulin” måde at skrive på. Dermed ment i ét stræk fra start til slut i samme rækkefølge som kapitlerne optræder, og handlingsmønstersammensættende er min tankegang da også teknisk/logisk/matematisk. Jeg vil nu mene, at min håndpluksidéfase er meget “feminin”. Sammen med stadiefremgangen føler jeg mig nødsaget til at konkludere, at min skriveproces er skizofren-androgyn.

Anne Iversen

Kommentarer

kommentarer lukket for denne artikel

---