På de skrå brædder

Og hvordan gik min tur til Århus så, hører jeg jer råbe? Den gik rigtig fint! Og det kunne selvfølgelig være enden på historien, men så burde jeg nok skamme mig over at udgive bøger, hvis det var nok til at gøre mig tilfreds.
Arrangementet foregik i Ridehuset med skødesløst omkringskastede bøger på gulvet for alle pengene, forlagsstande med ægte og uægte krejlere og et meget åbent VIP-område til de optrædende. Tv’et der stod foran de to sofaer for at skabe atmosfære virkede lidt sølle, med ledningen på gulvet mil fra den nærmeste stikkontakt, uden områdets stofafskærmning som var taget ned pga. brandfaren. Men så var der til gengæld også træk for alle pengene fra de vidt åbne døre.
13.44 begyndte nervøsiteten at indfinde sig, ét minut før vi skulle på scenen, men ganske uden grund, for der skete dette…
Intet!
Skoleklasserne var nemlig gået hjem, de frivillige arbejdere havde øjnet chancen for at få frokost, og arrangørerne glemte at annoncere os på scenen. Det kunne have været en meget memorabel oplevelse – for os altså, for publikum ville være afløst af tumbleweeds.
Men Lene Kaaberbøl kom på halv tre, og så fik vi lynhurtigt arrangeret at komme på efter hende med et hastigt “gå ikke endnu, der er mere”, fra den mindre scene vi skulle på. For hun tiltrak interesserede unge og deres forældre, og vi blev enige om, at det var et langt bedre publikum end de tvangsindlagte skoleelever, vi gik glip af at tale for.
Måske hoppede kæden af for nogle, da vi begge talte i detaljer om, præcis hvor levende personerne i en bog stod for os, mens vi skrev den, og præcis hvor meget indflydelse de små autonome størrelse i virkeligheden har på handlingen, men hovedpersonen i min næste bog fortæller mig, at det ikke gør noget.

Anne Iversen

Kommentarer

kommentarer lukket for denne artikel

---